De gode menneskers land

Danmark i Mozambique

En dag i 2007 ringer telefonen – det er Danida: Kunne jeg tænke mig at skrive en fortælling om det danske bistandssamarbejde med Mozambique?
   Danida laver med jævne mellemrum evalueringer af sit arbejde. Det bliver foretaget af uvildige konsulenter, og nu har det britiske firma Mokoro fået til opgave at gennemgå de seneste 15 års dansk bistand til Mozambique og vurdere, hvordan samarbejdet kan fortsætte.
   Vi laver en aftale. Jeg bliver indlemmet i konsulentfirmaets hold af internationale eksperter. Jeg får adgang til samtlige relevante papirer fra perioden, en DVD med 1.666 dokumenter, de fleste på mange hundrede sider. Jeg får adgang til alle deres møder, alle deres interviews med involverede, alle deres referater og alle deres fortrolige diskussioner. Det er mere, end Danida gør. Når konsulentholdet interviewer, indledes det med en garanti for, at samtalen er fortrolig, ingen i Danida vil nogen sinde finde ud af, hvad lige præcis den person har sagt. Det er afgørende for, at alle kan tale lige ud af posen.
   Vi aftaler også, at min opgave bliver noget anderledes end Mokoros. Jeg skal skrive historien om de næsten 60 år, danskere har hjulpet med Mozambiques udvikling. Endelig bliver vi enige om, at min fortælling skal udgives af et kommercielt forlag. I min kontrakt med Danida står, at mit honorar udbetales, når forlaget har accepteret manuskriptet. Jeg afleverer altså ikke bogen til Danida, som først får teksten at se, når bogen er gået i trykken. Jeg har helt frie hænder. Det er et spændende tilbud – og jeg siger ja.
   Men intet paradis uden en slange: Både konsulentfirmaet og jeg skal levere vores opgaver på rekordtid. Danida skal have lavet en ny strategi for samarbejdet med Mozambique, vi skal være færdige i sommeren 2008, så konklusionerne om fortiden kan indgå i planerne for fremtiden.
   I slutningen af oktober 2007 møder jeg Mokoros hold i Mozambiques hovedstad Maputo og går i gang med mit eget arbejde. Forinden havde jeg måttet træffe et valg. Det var urealistisk at gå i dybden med alle danske projekter i Mozambique gennem de mange år, men i kraft af min tilknytning til Mokoros hold var jeg i den usædvanlige situation at have tolv kvalificerede konsulenters arbejde til min rådighed, eksperter i sundhed, uddannelse, landbrug, statsforvaltning, økonomi, energi, miljø, etc.
Jeg besluttede derfor, at min begrænsede tid i Mozambique skulle koncentreres om to områder. Jeg ville for det første undersøge vilkårene i landbruget. Bondefamilierne har i samtlige 30 år været mål for dansk bistand, og de udgør 70% af Mozambiques befolkning. Dansk bistands omstændigheder og virkning måtte kunne ses ude på landet.
   Mokoro arbejder i en tilstræbt objektivitet, men historien er ikke objektiv, tværtimod er den fyldt med subjektive individer. Derfor besluttede jeg, at mit andet fokusområde skulle være at finde mozambikere og danskere, der er villige til at fortælle deres personlige version af historien.
   Terra da boa gente, ’De gode menneskers land’, kaldte den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama Mozambique, da han blev vel modtaget ved sit første besøg i 1498. Jeg havde kun skønne oplevelser blandt de gode mennesker, da jeg lavede forarbejdet til bogen, som planmæssigt udkom i 2008.
   Globetrotter og forfatter Hjalte Tin anmeldte bogen i Politiken d. 22. november 2008:

Fremstillingen er levende med meget få tal og renset for bistands-newspeak.
   Tygesen giver sig god tid til at fortælle Mozambiques blodige historie, især borgerkrigen, der rasede de første 20 år af landets selvstændighed og stadig trækker dybe spor i hverdagen. Bogen koncentrerer sig om hjælpen til landbruget, og Tygesen forsøger gennem syv konkrete livshistorier at give læseren en menneskelig målestok at vurdere hjælpen ud fra.
   Læseren skal holde rede på mange tråde, men resultatet er fremragende.

Jeg indleder bogen med det filmiske indtryk, som møder en nyankommen til landet – en sansebombarderet køretur fra lufthavnen ind til hovedstaden. Jeg havde tidligere besøgt Mozambique en del gange, også under borgerkrigen, hvor den socialistiske regering holdt de røde faner højt, mens landet brød sammen underneden. Ved min ankomst i 2007 var alle idealer opgivet og erstattet af den turbo-kapitalisme, der præger mange moderne afrikanske lande.
   I bogen brugte jeg samme litterære greb som i Congo – formoder jeg, at fortælle personlige historier med udgangspunkt i barndommens fremtidsdrømme til at formidle mozambiqueres og danskeres fælles menneskelighed.

Jeg gik rundt om mig selv meget længe og spekulerede over, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg ved, at der findes en kærlighed til Afrika hos danskerne, selv om kontinentet i dag virker helt glemt. Til det eksotiske, til det vanskelige – og som følge af en grundlæggende humanistisk indstilling over for folk, det går skidt for. Men vi kan bare ikke holde ud at høre flere jammerhistorier. Udfordringen var derfor at fortælle mine historier på en måde, så man fik lyst til at læse dem, og så man også opdager, hvor fantastisk der er i Afrika. Og så kom jeg i tanke om drømmene. Alle mennesker har jo en drøm om et bedre liv for sig selv eller deres børn, også afrikanere. Hvis jeg nu skar historierne helt ind til det punkt i mine personers liv, hvor drømmen bliver til virkelighed, enten som den gode lykke eller som den onde lykke, så ville der være et dramatisk moment, som alle genkender. Så ville afrikanerne ikke længere blive set som ’negre’, men være mennesker. Når vi ser, at vores drømme er ens, ser vi, hvor forskellige betingelser vi har for at gøre dem til virkelighed. (fortalt til Informations daværende journalist, Lotte Folke Kaarsholm)

Det er ikke fiktive fortællinger, men levende menneskers livshistorier:

Jesuitten: Høvdingesønnen David Ngoni ender ved en historisk tilfældighed i oppositionspartiet Renamo, henrådner år i en genopdragelseslejr, men vælges senere til parlamentet, hvor han forgæves forsøger at få landet til at nedsætte en sandhedskommission efter sydafrikansk forbillede.

Mønsterbryderen: Den faderløse portugisiske indvandrerdreng Francisco Pires forsørger allerede som femtenårig sin mor, flygter fra militærtjenesten til Danmark og vender som arkitekt tilbage til Mozambique for at bidrage til landets genopbygning.

Nybyggeren: Analfabeten Filomeno Sakomona ser som dreng de portugisiske herrer slæbe af med hans far, der først vender hjem efter et års tvangsarbejde. Som voksen indser Sakomona, at hans familie ikke kan overleve på den stump jord, han har arvet og med hakke og en økse skærer han et nyt liv ud af et stykke skov – få år senere har han slidt sig til at blive en velhavende mand med egne køer og to koner.

Den tilfredse enke: Emilie Costa får som lille pige i kolonitiden det privilegium at komme i skole og efter revolutionen avancerer hun til chef for et landbrugskollektiv. Men så kommer krigen og hendes familie mister alt, også faderen. Som enke går hun i gang med at dyrke tobak, det er et slid, men det hæver familien op af armoden.

Ana skabt af Ana: Fjorten år gammel samler hun alle indbyggerne under et træ, skaber en revolutionscelle, lærer dem frihedskæmpernes sange og fortæller, at nu er der nye regler, nu skal høvdingene ikke længere bestemme alt. Ana bliver departementschef og en mægtig kvinde, men frygter alderdommen – Afrika er ikke de glade pensionisters kontinent. Hendes far sled hele sit liv og døde i landsbyen, ikke fattig, men omgivet af et kaos, der kunne have elimineret ham når som helst. “Tiden venter ikke”, sukker Ana, “jeg vil ikke vågne op og opdage, at tiden er gået fra mig. Hvad skal jeg leve af, når jeg er tres?”

Veteranen: Mozambique blev hans skæbne: Arkitekten Jens Hougaard kommer til landet som solidaritetsarbejder i 1977 med to passioner: Byplanlægning og restaurering af gamle huse. Han finder sit livs gerne på øen Isla de Mocambique, hvor portugiserne i 1507 grundlagde koloniens hovedstad, og hvor bygninger helt tilbage fra 1600-tallet forvitrer i tropefugten. Gennem krig og livslange venskaber bidrager Jens til at hæve stedet til UNESCO World Heritage status.

Fiskepigen: Alle i Maputo kender fiskemarkedet; jeg kommer en aften med nogle venner for at spise. Straks vi stiger ud, står Alice der som et søm med et bredt smil, “denne vej”, hilser hun og serverer hele aftenen med professionel energi og virker opvakt på en måde, jeg ikke tidligere har mødt på byens spisesteder. Vil hun fortælle sin historie? Født efter revolutionen har hun ikke oplevet kolonitiden, men den store fattigdom og indflytningen fra land til by, nu forsørger hun, 21 år gammel, hele sin familie.