Democrats

Democrats – en enestående dokumentarfilm

Jeg besøgte Zimbabwe i maj 1980, umiddelbart efter selvstændigheden, som blev tilvejebragt gennem en bitter og blodig frihedskrig. Et hvidt mindretal havde siddet på magten lige siden briterne skar denne del af Afrika ud af kontinentet som koloni i 1896.
   Zimbabwe er et vidunderligt land, hvor jeg har boet mange år, og som jeg stadig besøger når jeg kan.
   Efter endnu et valg, hvor den autoritære Robert Mugabe havde fusket og svindlet sig til en sejr over oppositionspartiet Movement for Democratic Change, greb Sydafrika endelig ind – men tvang i 2009 de to parter sammen i en uskøn samlingsregering, stadig under Mugabes overherredømme. Det var en besynderlig form for ’demokratisk’ hjælp, så jeg besluttede mig for at dokumentere misfosteret. Jeg kunne ikke få støtte til at skrive en bog – men der var penge til en film. Den gik jeg så i gang med at lave.
   Efter en del omveje havnede filmen hos producenten Upfront Films. Jeg kendte direktør og ejer Henrik Veileborg, fordi han som Filminstituttets konsulent havde hjulpet Jørn Stjerneklar og mig til at finde en producent til vores Congo-film nogle år tidligere. Han påtog sig at gøre min ide til en flyvefærdig film, og sammen valgte vi instruktøren Camilla Nielsson til at realisere ideen. Hvor var det godt! Camilla og jeg arbejdede tæt sammen de følgende år, mens hun skabte en fantastisk film, langt ud over, hvad jeg kunne have drømt om. Derfor er Democrats selvfølgelig hendes film (selv om jeg ikke kan lade være med at føle en smule ejerskab til den), og det er fuldt ud hendes og fotograf Henrik Ipsen fortjeneste, og deres eminente klippere, at filmen blev en prisvindende verdenssucces.
   En god historie skal have et fokuspunkt, et forløb med start og slutning, og nogle skarpt tegnede hovedpersoner, der gerne kæmper for det gode mod det onde.
   Zimbabwe havde aldrig haft en demokratisk forfatning – ved selvstændigheden i 1980 blot en dusinmodel af samme slags, som briterne efterlod i mange andre tidligere kolonier. Den zimbabwiske skulle derudover hovedsagelig overdrage magten til frihedsbevægelserne og samtidig sikre de tidligere hvide herskere mod hævn og plyndring. Det siger meget om zimbabweres tålmodighed og venlighed (og afrikanere generelt), at de faktisk fandt sig i at se deres tidligere herskere og herremænd fortsat sidde uantastet på toppen af landets rigdom, selv om deres kamp for at bevare magten havde kostet afrikanerne ufattelige lidelser. Først efter tyve år brast diget, og de hvide fik betalt tilbage med renters renter i et uskønt orgie af plyndringer og noget vold. Historiske uretfærdigheder sætter meget lange spor.
   Da dønningerne endelig lagde sig, var alle enige om at arbejde sammen om en ny forfatning; beslutningen var det eneste opløftende ved samlingsregeringen af 2009. Opgaven blev delegeret til et nyvalgt parlament, og jeg kunne se, at den proces ville være en fremragende ramme om fortællingen om Zimbabwe – og om et afrikansk land, der forsøgte at hæve sig op af uretfærdighed og fattigdom.
   Jeg havde under forarbejdet til filmen mødt to markante politikere, der for henholdsvis Mugabes og oppositionens parti skulle dele formandsposten i parlamentets forfatningsudvalg, som skulle stå i spidsen for opgaven med at skrive den nye forfatning. De var markante, erfarne, rapkæftede, vidt forskelige og som skabte til at være hovedpersoner – og de ville gerne.
   Dermed blev Paul Mangwana og Douglas Mwonzora filmens hovedpersoner. De var låst i selve demokratiets grundlæggende spændingsfelt: De er politiske rivaler, men kunne kun få et resultat ved at samarbejde.
   Filmen fik Danmarkspremiere under DOX-festivalen i 2014; de var begge til stede og fik stående ovationer af en fyldt sal.
   Zimbabwe forbød filmen. Vi fik ganske vist en fin bevilling fra Danida til at trykke og distribuere mange tusinde eksemplarer af DVD’en til filmens vigtigste publikum – det i Zimbabwe, men det lykkedes aldrig. Camilla indbragte forbuddet for landets domstol – og vandt, men først efter Mugabe var blevet væltet ved et paladskup i slutningen af 2017.
   Siden hjalp jeg Camilla med at få kontakt til den nye leder af Movement for Democratic Change, Nelson Chamisa, da hun ville lave en opfølgende film om den første valgkamp under den nye forfatning.
   Filmen, President, fik endnu mere succes end Democrats og var meget tæt på en Oscar-nominering i 2022. Det er en fremragende film, som du bør se, hvis du kommer i nærheden af den.
   Begge film er unikke – du har aldrig nogensinde set noget lignende fra Afrika!