Fortælling

Jeg kommer fra en slægt af historiefortællere. En køretur med min far, Sven, på hjemegnen omkring Vorbasse var som at trække perler på en snor – han kunne en historie om hver eneste landejendom, vi passerede; det vil sige om dem, der boede der eller havde boet der, og han kendte hver en pukkel i det nærige landskab, og hvad den havde betydet for slægt efter slægt. Det samme gjaldt min farfar, Tyge, der kendte sin bondeegn ved Kongeåen så godt, at Vestkysten altid ringede til ham efter oplysninger, når nogen havde guldbryllup eller rund fødselsdag. Som god jyde så han mulighederne og begyndte selv at skrive notitserne – det gjorde han så godt, at da han var faldet ned fra taget og havde ødelagt sin ryg, opgav at være landmand og blev skribent på Vestkysten. Hans eksempel gjorde, at da jeg var lige længe nok om at fuldføre min egen drøm om at blive journalist, en dag sagde til mig selv, at jeg jo ikke behøvede at falde ned fra et tag, før jeg gik i gang.
Allerede før jeg kom til Afrika, vidste jeg derfor, hvad mundtlig overlevering betyder, og før jeg blev journalist, forstod jeg, hvordan man fortæller, så folk lytter, og hvordan man fortæller den store historie i den lille.
Det har jeg brugt i både min journalistik og i mine bøger.
Jeg har især brugt indsigten til at fortælle om ’det andet’ – forsvundne tider eller mennesker meget langt væk. For hvordan kan en læser hjælpes til at forstå handlinger, der i dag forekommer sære, men som dengang var logiske? Hvordan forklare moderne, rige danskere om livet som afrikaner, så de mærker det? Dilemmaet blev især klart for mig, da jeg satte mig for at skrive en bog om Congo. Bagefter fortalte jeg til Informations daværende journalist, Lotte Folke Kaarsholm:

Jeg gik rundt om mig selv meget længe og spekulerede over, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg ved, at der findes en kærlighed til Afrika hos danskerne, selv om kontinentet i dag virker helt glemt. Til det eksotiske, til det vanskelige – og som følge af en grundlæggende humanistisk indstilling over for folk, det går skidt for. Men vi kan bare ikke holde ud at høre flere jammerhistorier. Udfordringen var derfor at fortælle mine historier på en måde, så man fik lyst til at læse dem, og så man også opdager, hvor fantastisk der er i Afrika. Og så kom jeg i tanke om drømmene. Alle mennesker har jo en drøm om et bedre liv for sig selv eller deres børn, også afrikanere. Hvis jeg nu skar historierne helt ind til det punkt i mine personers liv, hvor drømmen bliver til virkelighed, enten som den gode lykke eller som den onde lykke, så ville der være et dramatisk moment, som alle genkender. Så ville afrikanerne ikke længere blive set som ’negre’, men være mennesker. Når vi ser, at vores drømme er ens, ser vi, hvor forskellige betingelser vi har for at gøre dem til virkelighed.

Måske var det en vigtig årsag til, at Congo – formoder jeg blev en succes med sine syv livshistorier, syet sammen med fortællinger om landets historie?
Siden har jeg fortalt historier fra andre steder og tider – lige som jeg længe hjalp de ufaglærtes fagforeninger med at forbedre sundheden og sundhedsvæsenet for medlemmerne (jeg har også en fortid som lægestuderende).
Senest har jeg fokuseret på Tvind, fordi organisationen er et sindbillede på alt det fantastiske, radikale og skrækkeligt revolutionerende, der på godt og skidt sprang ud af ungdomsoprøret og skabte de flyvske halvfjersere: Fundamentet for det moderne Danmark.

Arbejde og uddannelse

Jeg har vidst, siden jeg var en lille dreng, at jeg ville være journalist. Men jeg var for rastløs til at kunne sidde stille på en uddannelse. Takket være Knud Lindholm Lau fik jeg imidlertid muligheder på Danmarks Radio; som min uformelle mentor introducerede han mig til et professionelt og spillevende miljø på DR, der tilvejebragte en mesterlære for min egen selvlærte uddannelse. Dengang – i 1980’erne – var man journalist i samme øjeblik, man blev optaget i Dansk Journalistforbund. Men nåleøjet var smalt; man skulle i tre år bevise sin kunnen ved som free-lancer at tjene samme løn som den højest lønnede gruppe i forbundet. Det lykkedes, og i 1986 blev jeg ansat på Radioavisen. Så gik det slag i slag: free-lance korrespondent i det sydlige Afrika for Weekendavisen og Berlingske Tidene, udlandsredaktør på Dagbladet Information, skribent på Weekendavisen – og siden 2000 selvstændig, free-lance journalist og forfatter.
Afrika kom til at spille en helt særlig rolle i mit liv efter et halvt års rejse på kontinentet i 1980; jeg flyttede med familien til Zimbabwe i 1988, mit andet barn er født dér, jeg vendte tilbage i 2009 og har sammenlagt boet og rejst på kontinentet i mere end ti år.
Nu er jeg vendt tilbage til Danmark og bor med min forfatterkone, Pia Fris Laneth, på Frederiksberg.